Kiropraktor
Lone Vestergaard
Lone Vestergaard er uddannet kiropraktor fra Los Angeles College of Chiropractic i 1990.
Lone bruger primært diversified teknik til behandling af samtlige af kroppens led, men også aktivator, som er en mere blid behandlingsform i kombination med bløddelsteknikker (behandling af muskler og bindevæv) som fx. triggerpunkt behandling.
En anden måde at behandle blødvævet er gennem akupunktur, i dette tilfælde ofte nåle sat i musklernes myoser, et effektivt supplement til den øvrige behandling, og en metode som Lone har føjet til gennem de senere år. Hun sammensætter og instruerer desuden i individuelle træningsprogrammer til brug i hjemmet eller på træningscenter.
Lone har stor interesse og faglig viden indenfor kinesiologi (applied kinesiology), som hun har fået gennem mange timers efteruddannelse. Kinesiologien komplementerer i det daglige arbejde kiropraktikken. Man arbejder i kinesiologien med en sundhedstrekant bestående af en kemisk, en fysisk og en mental side, Lone arbejder udelukkende med den fysiske del af denne triade.
Gennem årerne er mange børn blevet hjulpet her på klinikken blandt andet gennem KISS/KIDD metoden, som Lone har efteruddannelse indenfor. Lone er glad for børn, hun har selv to af slagsen, og børn er altid særligt velkommene på klinikken.
Fra 2004-2008 var Lone ansat ved Københavns kommune, som den første kiropraktor praksiskonsulent i kommunen og har blandt andet været med til at skabe den nye praksisplan for kiropraktorerne i Region Hovedstaden.
Kiropraktor
Amalie Fisker Sørensen
Jeg hedder Amalie Fisker Sørensen og er uddannet kiropraktor fra Syddansk Universitet i 2025.
Mit kernefokus er at se det hele menneske i konsultationen for bedst at kunne sætte rammerne for et vellykket forløb. Det er af højeste prioritet, at mine patienter føler sig set og hørt uanset problemstilling.
Det seneste halve år har jeg været i klinikophold på Medicinsk Rygklinik i Silkeborg, hos Mariagerfjord Kiropraktorerne i Hadsund samt på Reumatologisk Afdeling på Vejle Sygehus. Her har jeg arbejdet med akutte patienter såvel som patienter med en længerevarende problemstilling. I behandlingen anvender jeg forskellige ledmanipulations- og mobiliseringsteknikker til behandling af kroppens led.
Udover dette kan behandlingen også bestå af forskellige bløddelsteknikker såsom triggerpunkt behandling, active release og dry needling. Min ambition er at have patienten med i behandlingen, så vi i fællesskab kan lægge en plan, der passer bedst til den enkelte.
Med min titel som nyuddannet, er jeg godt opdateret på den nyeste viden inden for kiropraktik. Løbende vil jeg deltage i efteruddannelseskurser for at specialisere mig yderligere til at kunne hjælpe mine patienter bedst muligt. Jeg er oprindeligt fra Odense, og ser frem til det nye kapitel som min kæreste og jeg starter i København.